Fanø Dragefestival 2017: 15-18 Juni 2017

Historien om drager strækker sig over tusinder af år.  Den begyndte oprindeligt i Kina og spredtes derefter rundt om i verdenen. Fanø fejrer den europæiske dragetradition ved at være vært for Fanø Kite Fliers Meeting, en årlig begivenhed, der finder sted på øen i midten af juni siden 1985. Hvert år pryder tusindvis af drager øens himmel, der tilbyder en unik oplevelse for besøgende og lokale.

Ikke desto mindre vil 2017 blive et ganske særligt år for Fanø Kite Fliers Meeting. I år fejres 150 års jubilæet for diplomatiske relationer mellem Danmark og Japan, og temaet for årets dragetræf er "Japan". Drager har stor kulturel betydning i Japan, og de har været en del af japansk liv i århundreder. Japans drager er blandt de mest spektakulære i verden, hvilket giver publikum en stor æstetisk nydelse. 24 berømte japanske dragebyggere og drageflyvere vil komme til Fanø for at vise deres helt specielle teknik og bidrage til at gøre begivenheden ekstra mindeværdig.

Her har du mulighed for at beundre og lære mere omkring seks forskellige japanske traditionelle dragestilarter, der hver i sær repræsenterer forskellige regioner i Japan. Desuden vil der være drager lavet af danske kunstnere, særlige drage-kunstudstillinger, drage-workshops, drageflyvning, drage-auktion og andre spændende oplevelser på Fanø fra 11.-18. juni, der alt sammen skaber en festlig sommer atmosfære af kulturel udveksling i Fanø.

Hvad venter du på? Kom og slut dig til os under denne fantastiske internationale dragefest!

Dansk kunst på japanske drager

Som led i det store dragetræf på Fanø i dagene 12-18 juni har 8 danske kunstnere lavet et kunstværk på japansk washi papir. Under dragetræffet vil den japanske dragebygger Hiromi Endo  lave kunstværkerne om til drager.

De danske kunstnere er: Anders Brinch, Uffe Christoffersen, Margit Enggaard, Jacob Gadd, Rene Holm, Andreas Schulenburg, Sussi Trampedach Anne Aarsland.

Værkerne vil i perioden fra den 15. juni til den 24. juni være udstillet på den tidligere efterskole på Vangled i Nordby. Herefter er det meningen at værkerne både skal udstilles på den danske ambassade i Tokyo, Fanø Kunstmuseum i Sønderho og Overtaci Museet i Århus.

Når udstillingerne er afsluttet, vil 'kunstdragerne' efterfølgende sættes på auktion på Lauritz.com. Overskuddet fra salget bliver doneret til netop Overtaci Museet, der både er et kunstmuseum og et Psykiatrisk Historisk Museum.

Samtidig med udstillingen af de danske kunstdrager, vil der være en stor udstilling af japanske drager. 
Den engelske dragebygger Malcolm Goodman har i mange år anskaffet drager fra hele verden til sit dragemuseum. 80 af Goodmans japanske drager vil bliver udstillet på den gamle efterskole.

Udstillingen vil være åben alle dage i perioden fra den 14. juni til den 24. juni fra kl 10 til klokken 15. Der er gratis adgang.

Japansk kunst i verdensklasse på Sønderho Kunstmuseum (Danish)

Fra mandag den 12. juni og resten af måneden vil det være muligt at opleve japansk kunst i verdensklasse på kunstmuseet i Sønderho.

2 private samlere har udlånt i alt 26 såkaldte Ukiyo-e værker. Det er print af træsnit fra primært 1700 og 1800 tallet. Populære motiver var naturbilleder, shunga-billeder (erotiske motiver), portrætter af især kabuki-skuespillere, sumobrydere, geishaer og kurtisaner og illustrationer af specielt Tokio’s byliv og mennesker. Blandt de japanske kunstnere, der udstilles er værker af de af mest kendte Ukiyo-e kunstnere, Hokusai og Hiroshige.

Japansk kunst har haft afgørende indflydelse på europæisk kunst, ikke mindst den franske impressionisme, og både van Gogh og Gauguin har været inspireret af de  japanske træsnit. Van Gogh havde en samling af Ukiyo-e og har blandt andet malet en version af Hiroshiges ” et hundrede berømte udsigter fra Edo (Tokio)”. I Danmark er det særlig jugendstilen omkring århundredskiftet, der har været påvirket af japansk kunst; i forbindelse med Fanø kan nævnes Johan Rohde.

Fra Design museet udstilles den kendte plakat fra Fanø Norsøbad fra omkring århundredskiftet, der er inspireret af den japanske kunstners Hiroshige’s træsnit ”Satta-søen i provinsen Suruga”(1858).

Der er fernisering på udstillingen den 12.6,  kl. 13 på Sønderho Kunstmuseum

Med venlig hilsen

Poul Therkelsen, Turistchef
Fanø Turistbureau